Særlig køreundervisning
Hvis du har fået kørselsforbud, skal du gennemføre en særlig køreundervisning hos en godkendt kørelærer, inden du går til den kontrollerende køreprøve. Den særlige køreundervisning tager fat i fire udvalgte dele af den almindelige uddannelsesplan, som man gennemgår til den almindelige køreprøve:
- trafikadfærd
- grundregler for bilkørsel
- manøvrer på vej
- særlige risikoforhold.
Undervisningen skal mindst omfatte otte lektioner af 45 minutter i teorilokale og mindst otte lektioner af 45 minutter i skolevogn. Undervisningen skal mindst strække sig over otte undervisningsdage.